Den socialistiske modstand mod skadesreduktion og nye nikotinprodukter er meget klar. Ikke desto mindre er det en besynderlig modstand. Rygning er et klassespørgsmål. Det er de socioøkonomisk dårligt stillede, der ryger mest - mere veluddannede svenskere sniffer eller vejpar. Under Almedalsugen mødte Vejpkollen Karin Sundin, den nyudnævnte sundhedsordfører for det svenske socialdemokrati i socialudvalget. Sådan gik det, kan man sige.
"Du ved godt, at du er købt af tobaksindustrien, ikke?"
Karin Sundin er irriteret. "Som altid synes jeg, det er svært at vide, om det er personligt eller bare politisk, når en politiker snerrer ad en. Sådan er nogle politikere bare, i hvert fald første gang man møder dem. Men der er ingen tvivl om, at hun har stærke holdninger til spørgsmål om nikotin, tobak, snus, e-cigaretter og tobaksfirmaer. Hun har for nylig erstattet Yasmine Bladelius som talsmand om sundhedsspørgsmål for Socialdemokraterne i Socialudvalget.
Derfor henvendte jeg mig til hende efter en debat i Almedalen på denne sommerdag i et meget varmt Visby. Mest for at præsentere mig selv, sige hej og bede om kontaktoplysninger til mulige fremtidige interviews.
En ideologisk dans
Bare et par minutter tidligere stod hun på scenen og afviste hele ideen om skadesreduktion for rygere. Hun kaldte snus og nikotin pouches for dødelige produkter, som ingen rigtig har brug for. Vurderingen af e-cigs var heller ikke særlig flatterende
"E-cigaretter er helt unødvendige produkter, de burde slet ikke sælges," sagde Karin Sundin til applaus fra Helen Stjerna, generalsekretær for Ikke-ryger generationog Statsfinansieret lobbygruppe hvis budskab er mere eller mindre det samme som Karin Sundins. Eller måske omvendt; lobbygruppernes indflydelse er ofte viklet ind i en ideologisk dans, hvor det politiske engagement er baseret på en konsensus mellem forskellige interesser om, hvordan man egentlig skal tænke om forskellige emner. Alt sammen for at favorisere hinanden. Lidt ligesom hønen og ægget.
E-cigaretter er noget skidt
Karin Sundin skulle diskutere "den svenske nikotinmodel" sammen med en rolig og lidt langhåret læge fra Linköping, en psykolog kendt fra podcast-sfæren og en miljøforkæmper fra, ja, det ved jeg ikke rigtig. Det foregik på den måde. For at finde Konsensus om nikotin er nok umuligt i dagens Sverige.
"Efter min mening findes der ikke nogen svensk nikotinmodel. Det handler bare om at administrere unødvendige produkter, hvis eneste formål er at lokke børn til at blive nikotinafhængige." sagde Karin Sundin vredt.
"Men unge mennesker vil gøre en masse lort, uanset hvad vi synes, og det er bedre, at de begynder på snus og e-cigaretter end at ryge, tror jeg," sagde psykologen på bredt skånsk.
"Nikotin, især i oral form, er faktisk ret mildt for kroppen. Lidt højere kortisolniveauer, men ikke noget alvorligt ligesom koffein," tilføjede lægen, som benyttede lejligheden til at tjekke, hvordan nikotin påvirkede en gruppe forsøgspersoner, som skulle teste, hvordan alkohol påvirker appetitten kemisk. De skiftede snus med vin i et par timer i laboratoriet, og lægen målte en masse.
En interessant rapport for dem, der gerne vil læse mere om nikotin, måske?
Det mente Karin Sundin ikke.
"Det er noget vrøvl," udbrød hun, og ikke-ryger-generationen klappede igen. De jublede endda lidt. Wohoo.
Katastrofen staves "snuff".
Bagefter endte Karin Sundin på en bænk i skyggen. En smule symbolsk, måske. Ikke kun politisk, da et flertal i Riksdagen nu går ind for bag en mere skadesminimerende linje i både socialudvalget og parlamentet som helhed. Hedebølgen i Almedalen blev hurtigt fulgt op af nyheden om, at den nye regering sænker afgifterne på snus og samtidig hæver den for cigaretter. Karin Sundin var selvfølgelig en af dem, der kaldte beslutningen for en "katastrofe".
"Det er smartere at tage et tyggegummi i stedet, hvis man vil holde op med at ryge," sagde hun i en kommentar på sin offentlige Facebook-side.
Pfizer eller et andet medicinalfirma kunne ikke have sagt det bedre, tror jeg. Stop med at ryge med et stykke legetøj, så at sige.
Vejpshop? Hvad er det for noget?
Jeg spurgte hende der i Almedalen, om hun kendte noget til de mindre kendte, men ikke desto mindre udbredte, uafhængig del af vejp-markedet. Enhver, der lever sit eget liv ud over snus og Engangsmodelleri form af lokale vejp-shops, lukkede fora på sociale medier og i aviser som Vejpkollen?
Det fungerede ikke rigtig.
"Hvad er en vejpshop?" spurgte Karin Sundin.
Spurgte i stedet, om hun nogensinde selv havde røget?
"Åh," sagde hun. "Det var noget, du gjorde lidt i dine teenageår, måske. Det er ikke noget problem at stoppe," sagde hun trist.
Den svage nikotinist
Den særlige holdning er meget almindelig blandt Anti-tobak-aktivisterhar jeg bemærket. At det faktisk er "ret nemt at stoppe - hvis man vil". De, der ikke lykkes, er simpelthen ikke stærke nok. Ligefrem svage, måske?
Det er et emne, som aldrig rigtig har slået rod i den ideologisk motiverede anti-tobaksbevægelse. Ideen om mennesker som ofre er meget vigtig. Den passer ind i billedet af kampen mod den "evige fjende". Tobaksfirmaer - der er intet håb på jorden - At lokke pøblen med farlig nydelse på bekostning af ens beskidte sjæl.
HEROIN! KNARK! BARN!
Nu lyder jeg som en anden socialdemokrat, indser jeg. Lederskribenten på avisen Sydöstran, Stig-Björn Ljunggren, sammenfattede den socialdemokratiske modstand mod nikotin på en lignende måde. En modstand, der næsten er religiøs.
"De siger dybest set, at nikotin er lige så vanedannende som HEROIN. Det er det argument, de lever på. HEROIN! DRUGS! BARN! Hvem vil have en offentlig diskussion med nogen, der bruger den slags argumenter?" sagde den cigarelskende Stig-Björn Ljunggren under en af diskussionerne. i løbet af Almedalsugen.
"Du giver næring til tobaksfirmaerne"
At e-cigs indeholder ikke tobak er derfor helt irrelevant for politikere som Karin Sundin. At vejpshoppar sælger e-cigs, der hjælper folk med at holde op med at ryge, er lige så slemt som en narkohandler, der sælger metadon til en heroinmisbruger. Uanset at den grundlæggende forretningsidé for de virksomheder, der lever af e-cigaretter, er at stjæle kunder fra tobaksfirmaerne - ved at lokke dem med et ret godt alternativ til cigaretter.
Karin Sundin siger det helt konkret.
"Men hvor kommer nikotinen fra? Tobaksfirmaerne, ikke sandt! Du, nej DU, giver dem brændstof! Du synes, det er ok, gør du?"
Et sted der blev samtalen absurd. Vi talte om syntetisk nikotin, tror jeg. Om brugerperspektiver, min bedstemor og hendes meningsløse nikotintyggegummi, der aldrig virkede. Jeg ved det ikke, makker. Det var ikke en frugtbar samtale.
Nikotinist = socialistisk vælger?
Socialdemokraterne er et parti, hvor holdningen til skadesminimering (dvs. "nonsens") er poleret på ydersiden, men meget ru på undersiden. Og hvis man tænker over det: Hvor mange medlemmer af Metall sniffer ikke? Hvor mange socialdemokratiske sygeplejersker holder sig røgfri i pauserne ved hjælp af nikotinposer? Hvor mange stressede hjemmehjælpere har taget deres sidste sug på en cigaret, efter at de ved et uheld er faldet over en sukkersød engangs-vejp i nærbutikken? Ikke så forbandet mange, vil jeg sige. Ikke så forbandet få.
Kanonføde i debatten
Men ifølge Karin Sundin er det ligegyldigt, om man vælger at vejpa, snuse eller ryge. Det er ligegyldigt, om en sygeplejerske køber nikotinen i en lille vejpshop i Borlänge eller direkte fra Philip Morris IQOS butik i Östermalm. Alle er medrejsende, og vores livsvalg er næsten intet værd, undtagen som kanonføde i debatten om nikotinforbrug og børn som tyveknægtevejpar.
Dette bør naturligvis gøre spørgsmålet om nikotin og nikotinbrug meget relevant og meget personligt for alle brugere i hele Sverige. Ikke mindst blandt socialdemokrater.
Spørgsmålet er også, hvor længe interessegrupper som Non Smoking Generation, Hjärt-Lungfonden og Tobaksfakta formår at forme nye socialdemokratiske megafoner, der vredt formidler deres budskab om et nikotinfrit (ikke bare røgfrit) Sverige i socialudvalgets plenarsal. Hvor lang tid vil der gå, før nogen i de dybere rækker tager bladet fra munden?
Hvem ved?
Karin Sundin sidder stadig på bænken, da jeg skynder mig videre til det næste møde et sted i en smal gyde i Visby, hvor nogle harm reduction-entusiaster er samlet for at diskutere fremtiden for nikotinposer og e-cigs på EU-niveau. Karin Sundin er ikke inviteret, hvis jeg skal tolke signalerne rigtigt.
Efterord
Det er en balancegang at arbejde journalistisk med et emne, der påvirker dig lige så meget, som det påvirker tusindvis af mennesker i dette land. Interessegrupper på højre- og venstrefløjen lobbyer som gale og bruger journalister til både det ene og det andet, ligesom på ethvert andet økonomisk vigtigt marked. Jeg er selv en vejper og måske først og fremmest en tidligere ryger. Jeg har min egen opfattelse af, hvordan politik og samfundsdebat påvirker andre brugere. For mig og for indholdet i Vejpkollen er det afgørende, at alle stemmer bliver hørt, ikke mindst fra os brugere, altså os, der faktisk ikke ryger længere.
Og jeg håber, at Karin Sundin på et eller andet tidspunkt i fremtiden vil tage sig tid til at lytte, i det mindste en lille smule, til vores version af, hvad der sker, til at lytte til vores historier. For nikotindebatten er hverken sort eller hvid, og brugerne har helt specifikke ideer om, hvordan de skal forholde sig til gamle og nye nikotinprodukter. Vi er dem, vi er, selv om Karin Sundin synes, at vores livsvalg er "fjollede".
Når det er sagt.
