Flere amerikanske stater vælger midlertidigt at forbyde salg af e-juice med smag som reaktion på de tragiske dødsfald i forbindelse med vejpning (af cannabisprodukter). Men Arizona går en anden vej.
"Vi ønsker ikke, at børn skal bruge disse produkter. Der er voksne, som kan lide disse smage, og et forbud kan få uønskede konsekvenser. Jeg vil ikke forhindre nogen, der er afhængige af nikotin, i at kunne købe det produkt, de har brug for, og i stedet begynde at bruge det sorte marked til at skaffe produkterne. Så vi vil handle mere eftertænksomt," siger Arizonas guvernør Doug Ducey til Arizona Capitol Times.
Samtidig er der store kampagner i gang for at få forbuddene til at fortsætte, og ud over Michigan, Massachusetts og New York har Maine og Wisconsin planer om at begrænse adgangen til e-juice med smag. Et nationalt forbud mod smagstilsætninger er dog ikke på tale, ifølge føderale myndigheder.